Værnløsninger

Udendørs og indendørs værnglas

Værnløsninger og værnglas – eller glasværn, som det også kaldes – i enten hærdet eller lamineret glas bidrager med et let og elegant udtryk til indretningen både indendørs og udendørs.

 

Værnglas benyttes typisk ved gelændere til for eksempel altaner, franske altaner, terrasser eller trapper, men glasgelænderet kan også monteres som sikkerhedsafskærmning.

Udover at give bygningen et let design, bidrager det udendørs glasværn også til, at det lyse og flotte udsyn fra terrassen eller altanen bevares.

Samtidig ”lukkes der også mere lys ind” i huset end ved andre former for værn. Det er også værd at nævne, at glasværnet fungerer som afskærmning for vind, såvel som en sikkerhedsforanstaltning mod bl.a. faldulykker.

Indendørs værnglas benyttes bl.a. ved trappeopgange, balkoner eller som rumdeler i større bygninger.

Glasgelænderet fungerer typisk som en sikkerhedsforanstaltning samtidig med, at det bidrager med et let og moderne udtryk til boligens indendørs indretning.

På grund af brugen skal værnglas være sikkerhedsglas. Det betyder, at glasset enten skal hærdes, lamineres eller hærdet lamineres.

Sikkerhedsglas

Ved hærdning opvarmes glasset til ca. 650º C, hvorefter det chokafkøles. Denne proces bevirker, at der opbygges permanente spændinger i glasset, hvilket betyder, at glasset opnår en styrke, der er 4 – 5 gange så stor som almindeligt glas. Ved brud krakelerer hærdet glas desuden i små, ufarlige stykker, i modsætning til almindeligt glas, hvor der altid opstår skarpe kanter og spidser.

Vi producerer hærdet glas efter den nyeste metode, nemlig vandretliggende hærdning. Det betyder, at glasset er uden hængemærker og, at det forbliver plant.

Via vores eget trykkeri, har vi mulighed for at give værnløsningen et personligt design. Glaspartner anvender silketryk, som giver mulighed for at påtrykke mønster og tekst i ønsket farve. Farven smeltes ved høj temperatur i hærdeovnen ind i glasoverfladen.

Hærdet glas er testet og klassificeret som personsikkerhedsglas iht. DS/EN 12600.

Som den første danske virksomhed startede Glaspartner produktion af folie-lamineret glas. PVB-lamineret glas består af to eller flere lag glas, der er forbundet med en stærk PVB plastfolie. Folien smeltes sammen med glasset under tryk og høj temperatur.

Hærdet lamineret glas er det bedste fra 2 verdener, nemlig glas der er både hærdet og lamineret med PVB folie og derfor ekstra stærk.

Hærdet lamineret glas er optimalt som værnglas til for eksempel altaner, da placeringen i højden giver risiko for personskade, hvis glasværnet går i stykker.

Montering af værnglas

For at brugerne får den bedste funktion af glasværn, er det vigtigt, at monteringen er korrekt og, at der er valgt de rigtige beslag.

I henhold til bygningsreglementet skal højden på et værn eller rækværk være mindst 1,0 m. Ved trapper og ramper skal det være mindst 0,8 m og 0,9 m ved trappereposer. Ved altangange og luftsluser skal værnet have en mindstehøjde på 1,2 m.

Ifølge det seneste Bygningsreglement skal et udendørs værn være forsynet med håndled/rækværk. Denne regel gælder dog ikke for værn ved sommerhuse.

Glaskanterne på værnglasset skal minimum være grovslebne. Dette gælder også kanter, der eventuelt er skjulte. Samtidig skal det sikres, at glasset ikke kan falde uhindret ned, og hvis uheldet alligevel er ude, skal glasset sikres med understøtning eller med en sikringsstift gennem glasset, så glasset ikke falder længere ned end til gulvbelægningen.

Der er 3 måder at bygge en værnløsning på:

  • Med balustre og klembeslag, som også er den billigste løsning
  • Med indespændt værn, som er den eksklusiv og dyrere løsning
  • Med ”grisetryner”, som er den meget stilrene, enkle og dyreste løsning

Glaspartnerteamet rådgiver dig gerne om valg af den korrekte montering, de rigtige højder og de optimale beslagsløsninger.

Udforsk flere produkter